1 Grundlæggende krav og anbefalinger

Vådrum er omfattet af krav i både Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) og Stærkstrømsbekendtgørelsen (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2001). Der kan desuden være supplerende krav til overflader i vådrum i levnedsmiddelindustrien mv. Dette afsnit forklarer, hvordan anvisningen relaterer sig til lovgivningen, herunder bygningsreglementet.

Bygningsreglementet stiller særlige krav til gulv og vægge i den vandbelastede del af vådrum. For at gøre dette begreb operationelt, opdeles vådrum i to zoner afhængigt af vandbelastningen: vådzone og fugtig zone. Afsnittet redegør for, hvordan man inddeler vådrummet i vådzone og fugtig zone, vælger belastningsklasse, indretter vådrummet og gennemfører vådrumsprojektet.

Kravene til vådrum i Stærkstrømsbekendtgørelsen (Erhvervs- og Vækstministeriet, 2001) er beskrevet i afsnit 8.4, El-installationer – zoneinddeling.

1.1 Anvisningens relation til lovgivningen

1.1.1 Er anvisningen en del af lovgivningen?

SBi-anvisninger er ikke en del af lovgivningen, men betragtes som ”alment teknisk fælleseje”. For yderligere generelle oplysninger henvises til www.anvisninger.dk.

For vådrum kræver bygningsreglementet, at der for skeletvægge samt gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer anvendes egnede vandtætningssystemer, dvs. systemer, som dokumenteret opfylder de væsentligste ydeevnekrav til konstruktioner i vådrum. De vandtætningssystemer, som er omtalt i denne anvisning, kan anvendes uden yderligere dokumentation, og det samme gælder systemer, som er MK-godkendte eller har en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering), der opfylder de danske krav; det kan fx være en specifik godkendelse af et vandtætningssystem.

1.1.2 Relation til tidligere lovgivning

De første bygningsreglementer fra 1961 og 1966 stillede krav om, at konstruktioner i vådrum skulle udføres af vand- og fugtbestandige og dermed uorganiske materialer, eller være godkendt af Boligministeriet. Når vådrum skulle indrettes i eksisterende bygninger, var det dog muligt at bibeholde eksisterende træbjælkelag, forudsat, at gulvbelægningen var tæt.

Med udgivelsen af SBI-anvisning 89 i 1971 blev det tilladt at anvende PVC-belægninger på organisk underlag. Kravene i bygningsreglementerne fra 1972 til 1998 betød, at lette konstruktioner, fx skeletvægge med beklædning af gipsplader og træbjælkelag, kunne anvendes i vådrum. De fugtfølsomme konstruktioner skulle dog udføres i overensstemmelse med forskrifter og anvisninger godkendt af det ansvarlige ministerium eller være i overensstemmelse med en specifik godkendelse (en såkaldt MK-godkendelse) af det enkelte fabrikat. Kravene til udførelse af lette konstruktioner, fx pladebeklædte vægge og gulve på træbjælkelag, har været opretholdt siden, selvom de ikke udtrykkeligt er nævnt i det første bygningsreglement for småhuse fra 1985.

Konstruktioner, som ikke overholdt ovenstående, kunne altså hverken betragtes som værende i overensstemmelse med lovgivningen eller god praksis.

SBi’s anvisninger om vådrum har altid været accepteret af det ansvarlige ministerium som god byggeskik, og vådrum udført efter anvisningerne har derfor været anset for at opfylde bygningsreglementets krav og for at være i overensstemmelse med god praksis.

1.1.3 Anvisningens løsninger er dokumenterede

Anvisningens løsninger kan desuden anvendes sammen med eller i stedet for produkter og konstruktioner, som er omfattet af en godkendelse, fx en MK-godkendelse eller en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering) tilpasset nationale danske krav, se Appendiks E. Mærkning og godkendelser. Det gælder også skeletvægge og gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer.

Konstruktioner udført af uorganiske materialer skal opfylde de overordnede krav om vandtæthed og fugtisolering, men bygningsreglementet indeholder ingen specifikke krav om, hvordan konstruktionerne skal udføres. Denne anvisning viser, hvordan konstruktioner af uorganiske materialer kan udføres, så de overholder de overordnede krav i bygningsreglementet, se afsnit 2.2, Ydeevne af gulve og vægge.

Anvisningen giver et samlet overblik over de gulv- og vægkonstruktioner, der kan anvendes i vådrum.

Ud over de løsninger, som er omtalt i anvisningen, findes der en række andre løsninger, fx præfabrikerede kabiner eller installationsvægge. Disse løsninger kan generelt anvendes, forudsat at der foreligger dokumentation for, at de opfylder de relevante ydeevnekrav, især kravet om vandtæthed, se afsnit 2.2.2, Vandtæthed. Dokumentation for, at præfabrikerede vådrum eller installationsvægge opfylder de relevante ydeevnekrav, kan fx fås ved at afprøve dem efter de metoder, der anvendes til at afprøve vådrumskonstruktioner eller vandtætningssystemer, der skal have en MK-godkendelse eller en ETA.

1.2 Bygningsreglementets krav

Vådrum skal udføres efter det bygningsreglement, der gælder på opførelsestidspunktet, jf. Bygningsreglement 2010, (BR10) (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010). Bygningsreglementet har overordnede krav om, at materialer og konstruktioner skal være egnede til formålet og holdbare, og at løsningerne skal være bygbare og have lang levetid. Derudover er der i reglementet et kapitel, som omfatter vådrum.

De relevante dele lyder:

3.3.2 Bade- og WC-rum

Stk. 1
I boligers adgangsetage skal der mindst indrettes 1 wc-rum med niveaufri adgang og med en hensigtsmæssig indretning og størrelse.

(3.3.2, stk. 1) vejledningstekst
Kravet kan opfyldes med en fri afstand ud for installationer som håndvask og wc på mindst 1,1 m. En større fri afstand øger komfort og brugervenlighed.

For en hensigtsmæssig indretning for personer med fysisk funktionsnedsættelse henvises til SBi-anvisning 222 "Tilgængelige boliger".

Stk. 2
Der skal være håndvask i wc-rum eller forrum til wc-rum.

4.5 Fugt og holdbarhed

Stk. 5

Vådrum, herunder baderum samt bryggers og wc-rum med gulvafløb skal opfylde følgende krav:

1) Gulve og vægge skal udføres, så de kan modstå de fugtpåvirkninger og de mekaniske og kemiske påvirkninger, der normalt forekommer i vådrum.

2) Gulve og gulvbelægninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, skal være vandtætte.

3) Vægge og vægbeklædninger, herunder samlinger, tilslutninger, rørgennemføringer og lignende, skal være vandtætte i den vandbelastede del af rummet.

4) Vand på gulvet skal afledes til gulvafløb.

5) I den del af vådrummet, hvor der må forventes jævnlig vandpåvirkning, må der ikke udføres rørgennemføringer i gulvet.

6) Ved brug af skeletvægge samt gulv- og vægkonstruktioner, der indeholder træ eller andre organiske materialer, skal der anvendes et egnet vandtætningssystem.

(4.5, stk. 5) vejledningstekst
Bemærk at wc-rum uden gulvafløb ikke betragtes som vådrum.

Områderne i og omkring bruseniche og badekar må forventes udsat for jævnlig vandpåvirkning.

I By og Byg Anvisning 200 beskrives, hvorledes gulve og vægge i vådrum kan udføres. Der er endvidere eksempler på planlægning, projektering og udførelse af badeværelser i nye og gamle boliger.

6.3.1.2 Beboelsesbygninger

Stk. 1
I beboelsesrum såvel som i boligen totalt skal der være en udelufttilførsel på mindst 0,3 l/s pr. m2 opvarmede etageareal.

Stk. 2
Enfamiliehuse kan ventileres ved naturlig eller mekanisk ventilation. For enfamiliehuse med mekanisk ventilation gælder stk. 3.

(6.3.1.2, stk. 2) Vejledningstekst
Bade- og wc-rum

Tilførsel af luft: Åbning på mindst 100 cm2 mod adgangsrum.

Desuden – hvis rummet er mod ydervæg – oplukkeligt vindue, lem eller yderdør.

Fjernelse af indeluft: Aftrækskanal med kanaltværsnit på mindst 200 cm2.

Særskilt wc-rum og bryggers
Tilførsel af luft: Åbning på mindst 100 cm2 mod adgangsrum.

Desuden – hvis rummet er mod ydervæg – oplukkeligt vindue, lem eller yderdør.

Fjernelse af indeluft: Aftrækskanal med kanaltværsnit på mindst 200 cm2.

Stk. 3
I andre beboelsesbygninger end enfamiliehuse med naturlig ventilation gælder der udover funktionskravet i stk. 1, at boligenhedens grundluftskifte skal tilvejebringes ved ventilationsanlæg med varmegenvinding, indblæsning i beboelsesrummene og udsugning i bad, wc, køkken og bryggers.

Om sommeren kan indblæsning erstattes af udelufttilførsel gennem vinduer, udeluftventiler og lignende.

Stk. 4
I andre beboelsesbygninger end enfamiliehuse med naturlig ventilation kan der benyttes behovsstyret ventilation under forudsætning af at luftskiftet herved ikke bliver lavere end 0,3 l/s pr. mÇ.

(6.3.1.2, stk. 4) Vejledningstekst
Styring efter behovet vil i boliger normalt omfatte styring efter fugtforholdene. Behovsstyring kan også fx inkludere en manuelt betjent emhætte.

Stk. 5
Herudover skal luftskiftet i køkken, baderum, wc-rum, bryggers og lignende rum kunne forøges mindst til følgende: I køkken skal der kunne udsuges en volumenstrøm på 20 l/s og fra baderum og wcrum skal der kunne udsuges mindst 15 l/s.

I særskilt wc-rum, bryggers og kælderrum skal der kunne udsuges en volumenstrøm på 10 l/s.

(6.3.1.2, stk. 5) Vejledningstekst
I en bolig på 65 mÇ med 1 køkken og 1 bad/wc-rum skal ventilationen således kunne forøges til 0,54 l/s pr. mÇ altså væsentligt mere end grundluftskiftet i stk.1 på 0,3 l/s pr. mÇ.

I en bolig på 110 mÇ med 1 køkken og 2 bade/wc-rum skal ventilationen kunne forøges til en samlet ventilation på 0,45 l/s pr. mÇ.

1.3 Hvordan fortolkes bygningsreglementets krav?

De følgende kommentarer knytter sig til bygningsreglementets bestemmelser. Numrene henviser til de respektive afsnit i BR10.

3.3.2 Bade- og WC-rum

Bestemmelsen skal sikre, at vådrum udformes, så de bliver tilgængelige for alle, se afsnit 1.7, Tilgængelighed og SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).

4.5 Fugt og holdbarhed

Stk. 5, nr. 3: Ved den vandbelastede del af rummet forstås de områder, som kan forventes at blive udsat for direkte vandpåvirkning, fx ved badning eller rengøring. Alle gulvflader betragtes som vandbelastede. Alle vægflader med en afstand til bruser, badekar eller håndvask på under 2 m betragtes som vandbelastede, i det mindste lejlighedsvis. Bemærk at den vandbelastede del af vådrummet ikke er det samme som vådrummets vådzone, hvor der må forventes jævnlig – ofte daglig – vandpåvirkning. Vægflader og gennemføringer skal i hele rummet være så tætte, at der ikke er risiko for, at fugtig luft kan trænge ind til fugtfølsomme konstruktioner. I praksis bør alle vægge derfor udføres vandtætte og med vandtætte gennemføringer.

Stk. 5, nr. 4: At vand på gulvet skal afledes til gulvafløb betyder, at der ikke må være bagfald eller lunker (vandpytter) noget sted på gulvet. Gulve må derfor i praksis udføres med fald overalt for at undgå risikoen for lunker. Lunker defineres som vandansamlinger på gulvet med en udstrækning, der er større end 250 mm (største dimension) og/eller dybere end 1 mm. I tvivlstilfælde hældes vand på gulvet, og lunkestørrelser og -dybder måles 5 minutter efter. Se Hvor går grænsen? Murerfaget (Dansk Byggeri, 2014) og Fliser på væg og gulv (Brandt, 2006).

Stk. 5, nr. 5: De gulvområder, der jævnligt må forventes at blive påvirket af vand, er områderne omkring bruseniche, badekar og gulvafløb, se figur 1-figur 11.

Stk. 5, nr. 6: Vandtætningssystemer betragtes som egnede, hvis de er beskrevet i denne anvisning eller er omfattet af en godkendelse tilpasset nationale danske krav, fx en MK-godkendelse eller en ETA (Europæisk Teknisk Vurdering), se Appendiks E. Mærkning og godkendelser.

6.3.1.2 Beboelsesbygninger

Der skelnes mellem enfamiliehuse, hvor der kan anvendes naturlig ventilation, og andre bygninger, hvor der er krav om mekanisk ventilation.

I enfamiliehuse med naturlig ventilation skal der mindst være åbninger for frisklufttilførsel og fjernelse af fugtig rumluft med størrelser som beskrevet i vejledningsteksten i bygningsreglementet.

I andre bygninger, fx etageejendomme, kan der anvendes behovs- eller fugtstyret ventilation. I bygninger med flere vådrum vil denne regel normalt medføre, at der skal være individuel udsugning, eller at udsugningen skal styres efter fugtigheden i det mest fugtige vådrum.

1.4 Hvornår gælder bygningsreglementets krav?

Bygningsreglementet og dermed kravene til vådrum gælder både ved nybyggeri og ved væsentlige om- og tilbygninger. Det er ikke nødvendigt at overholde de nugældende krav ved mindre ændringer, fx udskiftning af fliser i et eksisterende baderum.

Der kan dog være forhold, fx geometriske begrænsninger, gamle træbjælkelag og eksisterende bræddeskillevægge, som kræver særlig opmærksomhed, se afsnit 2.3, Etablering af bad i ældre bygninger.

Ved renovering af eksisterende badeværelser gælder som udgangspunkt, at konstruktioner, som var lovlige på udførelsestidspunktet, fortsat kan anvendes. En del af de ældre konstruktioner, fx slaggepladevægge med malede overflader, er imidlertid ikke så sikre mod vandgennemtrængning som nyere vægtyper, fx betonvægge eller vægge med vandtætningsmembran. Deres vandtæthed bør derfor forbedres, fx med en vandtætningsmembran, når vådrummet renoveres, især fordi vandbelastningen i dag generelt er større end tidligere, se afsnit 5, Renovering af eksisterende badeværelser.

Byggeskadefondene anbefaler, at man i almene boliger mv. anvender vådrumsløsninger, som er beskrevet i anvisningen under belastningsklasse H (hård) og M (middel), se fx
www.bsf.dk/erfaformidling/anbefalinger/installationer/vaadrum/.

Vægge af murværk eller letbeton er vandsugende, og de bør derfor altid forsynes med en vandtætningsmembran i vådzonen, fx i og omkring bruseniche og omkring badekar.

Ændringer kræver altid agtpågivenhed, også selv om de umiddelbart virker små. Eksempelvis kan udskiftning af PVC-gulvbelægning med fliser ikke altid betragtes som en mindre ændring. Det skyldes, at flisebelægning stiller større krav til stivheden af underlaget, som derfor må udskiftes, hvis det ikke opfylder kravene i tabel 4 i afsnit 3.3.2, Træbjælkelag og undergulv. Desuden vil det normalt være nødvendigt at udskifte afløbet, hvis et gulv med PVC-belægning skal ændres til et gulv med fliser, se afsnit 3.3.5, Gulvafløb og installationer.

Et ekstra lag fliser oven på eksisterende fliser på væg eller gulv vil som hovedregel være lovligt. Lægges et ekstra lag fliser på et eksisterende gulv, vil det dog normalt være nødvendigt at udskifte gulvafløbet, idet gulvafløbet skal slutte ved gulvoverfladen, se DS 432, Norm for afløbsinstallationer (Dansk Standard, 2009b). Eksisterende gulvafløb må ikke forhøjes med beton, plastrammer eller andet, se afsnit 8.3, Afløbsinstallationer.

1.5 Zoner i vådrum

Zonerne i vådrum omfatter gulve og vægge. Zonerne omfatter ikke lofter. Der er kun krav til vægge i vådrum, hvor der er risiko for vandpåvirkning af væggene, dvs. især hvor der er en bruser i rummet.

1.5.1 Vådzone

Vådzonen omfatter den del af rummet, der jævnligt – ofte dagligt – er direkte påvirket af vand. Her stilles de strengeste krav til konstruktioner, materialer og overfladebehandlinger.

Vådzonen omfatter:

hele gulvet
de nederste 100 mm af alle vægge
vægge ved bruseniche, badekar og håndvask med brusearmatur.

Brusenicher

Ved brusenicher forstås bruseområder, hjørner og egentlige nicher med vægge på tre sider. Brusenichen eller bruseområdet vil typisk være afgrænset af badeforhæng, skærmvægge eller glasdøre. Almindeligvis regner man størrelsen af en standardbruseniche for
800 × 800 mm eller bedre 900 × 900 mm, men brusenicher kan også være cirkulære eller have andre størrelser afhængigt af forholdene, fx 700 × 900 mm, 600 × 1000 mm.

Sidder bruseren midt på en lang væg, regnes selve bruseområdet at gå 450 mm ud fra hver side af bruseren, mens vådzonen går yderligere 500 mm ud på hver side af bruseren. Det betyder, at vådzonen i alt går 950 mm ud fra hver side af bruseren.

Rummets bredde afgør, om væggen over for bruseren skal regnes med til bruseområdet, se figur 1. Hvis rummet er smallere end 1,3 m, er den modstående væg en del af bruseområdet, og alle rummets vægge regnes som vådzone, se afsnittet Små vådrum herunder.

Figur 1 viser bruseområdet eller brusenichen er området omkring bruseren.

Figur 1. Bruseområdet eller brusenichen er området omkring bruseren. Det er typisk afgrænset af vægge, brusevinger, badeforhæng eller bruserdøre. Er rummet smallere end 1,3 m, som vist på figuren, er modstående væg en del af bruseområdet, og alle vægge i rummet regnes som vådzone.

Vådzonen på vægge går helt til loft. I særligt høje rum kan området over normal lofthøjde, dvs. mindst 2,3 m, dog betragtes som fugtig zone, se figur 2 i afsnit 1.5.2, Fugtig zone.

Anvendes fastmonterede skærmvægge, der slutter tæt mod væggene, afgrænser disse vådzonen på væggene, se figur 3 i afsnit 1.5.2, Fugtig zone. Skærmvægge kan også udføres som døre, forudsat at dørene slutter tæt til den væg, de er ophængt på, og går næsten helt til gulv, dvs. så dørene kun har en afstand til gulvet, der sikrer, at de kan åbne og lukke.

Bryggers, wc-rum og vaskerum

I bryggers, wc-rum, vaskerum mv. med gulvafløb og vægge, der ikke forventes påvirket af vand, omfatter vådzonen gulvet og de nederste 100 mm af alle vægge. Der stilles ingen krav til den øvrige del af vægoverfladerne.

Små vådrum

I små vådrum, dvs. vådrum med et gulvareal mindre end 3,25 m²eller med en bredde på 1,3 m og derunder ved bruseområde/bruseniche, omfatter vådzonen alle vægoverflader, se figur 8 i afsnit 1.5.2, Fugtig zone.

Der er kun krav til de nederste 100 mm af vægge i små bryggers, wc-rum og vaskerum med gulvafløb, hvor væggene ikke forventes påvirket af vand eller høj relativ luftfugtighed.

1.5.2 Fugtig zone

Fugtig zone er vægområdet uden for vådzonen. Væggene i den fugtige zone bliver mere påvirket af fugt end væggene i boligens øvrige rum, fx som følge af høj relativ luftfugtighed og lejlighedsvis vandpåvirkning. Der stilles derfor også i fugtig zone skærpede krav til materialevalg og opbygning af konstruktionen.

Figur 2. Vådzone og fugtig zone i vådrum med bruseniche. Vådzonen omfatter hele gulvet, de nederste 100 mm af væggene og væggene omkring brusenichen indtil 500 mm fra dens afgrænsning. Vådzonen på væggene går helt til loft. I særligt høje rum kan området over normal lofthøjde, dvs. 2,3 m, dog betragtes som fugtig zone. Vand fra gulvet skal afledes til gulvafløb, dvs. gulvet skal have fald mod afløb. Området, som er afgrænset af den prikkede linje, viser, hvor der skal være fald på gulvet, og hvor der ikke må være rørgennemføringer. Området går 500 mm ud fra brusenichens afgrænsning. Da der ikke må være lunker eller bagfald på gulvet, anbefales det at udføre gulvet med et lille fald mod afløbet overalt. Gulvbelægninger eller vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.

Figur 3. Vådzone og fugtig zone i vådrum med fastmonterede skærmvægge med en bredde på mindst 250 mm omkring bruseniche. Skærmvægge kan også udføres som døre, forudsat at dørene går helt til gulv og slutter tæt til den væg, hvorpå de er ophængt. Vådzonen omfatter hele gulvet, de nederste 100 mm af væggene og væggene inden for skærmvæggene. Vådzonen på væggene går helt til loft. I særligt høje rum kan området over normal lofthøjde, dvs. 2,3 m, dog betragtes som fugtig zone. Er gulvet i brusenichen afgrænset fra det øvrige gulv, fx forsænket, kan der føres rør gennem gulvet helt op til skærmvæggenes yderside. Da der ikke må være lunker eller bagfald på gulvet, anbefales det at udføre gulvet med et lille fald mod afløbet overalt. Opkanter som afgrænsning bør så vidt muligt undgås og må i givet fald ikke være over 25 mm høje. Anvendes der opkanter, vil det være nødvendigt med et ekstra afløb uden for brusenichen for at opfylde kravet om vandafledning fra gulvet. Gulvbelægninger eller vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.

Figur 4. Vådzone og fugtig zone i vådrum med badekar i hjørnet. Vådzonen omfatter hele gulvet, de nederste 100 mm af væggene og væggene indtil 500 mm fra badekarret. Vådzonen på væggene går helt til loft. I særligt høje rum kan området over normal lofthøjde, dvs. 2,3 m, dog betragtes som fugtig zone. Der må ikke være rørgennemføringer nærmere end 500 mm fra karret – markeret med den prikkede linje. På gulv- og vægkonstruktioner, som kræver vandtætning, skal det vandtætte lag være gennemgående og må ikke afbrydes eller udelades ved badekar og fast inventar. Eksempelvis skal vådrumsmembran inklusive fliser føres ind under og ned bag badekarret. Gulvbelægninger eller vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.

Figur 5. Vådzone og fugtig zone i vådrum med badekar omgivet af fastmonterede skærmvægge med en bredde på mindst 250 mm omkring badekarret. Her regnes kun væggene inden for skærmvæggene som vådzone, og der kan føres rør gennem gulvet helt op til skærmvæggenes yderside. På gulv- og vægkonstruktioner, som kræver vandtætning, skal det vandtætte lag være gennemgående og må ikke afbrydes eller udelades ved badekar og fast inventar. Eksempelvis skal vådrumsmembran inklusive fliser føres ind under og ned bag badekarret. Gulvbelægninger eller vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb. I særligt høje rum kan området over normal lofthøjde, dvs. 2,3 m, betragtes som fugtig zone.

Figur 6. Væg ved håndvask medregnes kun til vådzone, hvis der er armatur med bruser på håndvasken. Vådzonen går da fra gulv til 500 mm over håndvasken og 500 mm ud til begge sider. Er der bruser, skal der etableres gulvafløb, og gulvet skal have fald mod afløbet i området afgrænset af den prikkede linje. Rørgennemføringer i gulv må ikke udføres nærmere end 500 mm fra gulvafløb. Såfremt bruser på håndvask er eneste bruser i vådrummet, gælder reglerne for brusenicher, se figur 2 og figur 3.

Figur 7. Bryggers, wc-rum og vaskerum med gulvafløb betragtes som vådrum, men der er normalt kun vandpåvirkning på gulvet (inkl. de nederste 100 mm af væggene), der regnes som vådzone. Vand fra gulvet skal afledes til gulvafløb, dvs. gulvet skal have fald mod afløb. Faldet kan indskrænkes til de nærmeste 500 mm fra afløbet, og det resterende gulv kan udføres vandret. Da der ikke må være lunker eller bagfald på gulvet, anbefales det at udføre gulvet med et lille fald mod afløbet overalt.

Figur 8. Eksempel på et lille vådrum, dvs. mindre end 3,25 m²eller med en bredde på 1,3 m eller derunder, hvor vådzonen omfatter hele rummet. I eksemplet er vist et rum på ca. 1,6 × 1,6 m. I sådanne rum kan brusepladsen ikke afskærmes effektivt, og den bør derfor placeres længst muligt væk fra dør og evt. vindue, fx i hjørnet mellem wc og håndvask som vist. I små rum bør døren være udadgående for at sikre, at den kan åbnes, også når rummet anvendes af personer, der kræver bistand.

Figur 9. Vinkelformet vådrum, hvor bruser er placeret i den niche, som naturligt fremkommer i rummet. Er rummet større end 3,25 m², hører væggen med wc’et til fugtig zone, idet der ikke er risiko for, at der sprøjter vand på den under badning. Væggen med vinduet vil normalt også høre til fugtig zone. Om væggen hører til fugtig zone afhænger af afstanden mellem vinduesvæggen og den modstående væg i brusenichen. Hvis afstanden er over 1,3 m, er vinduesvæggen fugtig zone, hvis den er mindre end 1,3 m, er den vådzone.

1.6 Belastningsklasser

Vand- og fugtbelastningen af et vådrum afhænger af, hvor ofte og hvor længe vådrummet bruges, om der er gode ventilationsmuligheder, og om der luftes ud. Desuden har det betydning, om der ud over vand- og fugtbelastning er store varierende mekaniske belastninger af vådrummets overflader og konstruktioner. På baggrund af den forventede belastning skelnes der mellem følgende vådrumsklasser:

	*Klasse L (Lav):* Vådrum med lav vand- og fugtbelastning, dvs. få daglige bade og god udluftning efter brug. Lav vand- og fugtbelastning findes fx i vådrum i enfamiliehuse, sommerhuse til eget brug og bygninger med begrænset anvendelse.
	*Klasse M (Middel):* Vådrum med middel vand- og fugtbelastning, dvs. flere daglige bade og/eller mangelfuld udluftning. Middel vand- og fugtbelastning findes fx ofte i tæt-lave boliger, etageboliger, hoteller, sommerhuse til udlejning og baderum til mindre arbejdspladser.
	*Klasse H (Høj):* Vådrum med høj vand- og fugtbelastning, eller hvor der er større mekaniske belastninger af vådrummets overflader og konstruktioner end normalt i boliger, fx mange daglige bade, perioder med vand på gulvet, direkte påsprøjtning af vand på overflader eller brug af rulleborde og mobile maskiner. Høj vand- og fugtbelastning findes fx i fælles baderum i sportshaller, restaurationskøkkener, storkøkkener, produktionslokaler i levnedsmiddelindustrien, indendørs pool-område i enfamiliehuse og sommerhuse, se afsnit 2.4, Hårdt belastede vådrum.

For de vådrum i klasse Høj, hvor vandbelastningen er særligt kraftig, fx med længerevarende perioder med vand på gulvet og/eller direkte kraftig højtryksspuling af vådrummets overflader, må der ske en særlig vurdering af belastningen og eventuelt træffes særlige forholdsregler; især omkring gennemføringer og samlinger af vådrumskonstruktionen. Vådrum med særlig kraftig vandbelastning findes fx visse steder i levnedsmiddelindustrien.

Et vådrum henregnes ved planlægning, projektering og udførelse til den vådrumsklasse, som bedst dækker den påtænkte brug. Ved tvivl om hvilken vådrumsklasse, der skal anvendes, vælges den højeste af de relevante vådrumsklasser, for at opnå acceptabel sikkerhed mod vand- og fugtskader.

1.7 Tilgængelighed

I boliger med mere end ét bade- og wc-rum bør det egentlige badeværelse have den største grad af tilgængelighed, og mindst ét wc skal ifølge Bygningsreglement 2010, kap. 3.3.2, stk. 1 ligge i adgangsetagen (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010).

Badeværelser bør om muligt indrettes, så de er anvendelige for selvhjulpne kørestolsbrugere, og bør være forberedt, så de kan tilpasses handicappede med yderligere behov. Boliger, der hører under Almenboligloven, skal indrettes, så personer med handicap kan anvende bad og toilet.

Figur 10. Eksempel på et bade- og wc-rum med en størrelse og indretning, der sikrer, at en person i kørestol kan benytte rummet. Brusenichen anvendes til at opnå den nødvendige afstand ved siden af wc’et. Målangivelserne er i overensstemmelse med anbefalingerne i SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015). Væggen med wc’et er fugtig zone, fordi bruseren ikke umiddelbart kan sprøjte vand på denne væg (indhakket forudsættes at være mindst 250 mm dybt).

For at sikre gode indretningsmuligheder bør bade- og wc-rum være mindst 1,8 × 2,9 m.

Skal et bade- og wc-rum anvendes af en selvhjulpen kørestolsbruger, skal det være så stort, at personen i kørestolen kan benytte wc og håndvask. Der bør derfor være et vendeareal på mindst
1,5 × 1,5 m.

Af hensyn til brugere, der kræver bistand, bør wc’er anbringes med en fri afstand på mindst 0,9 m fra den ene side af wc’et til væggen og andre installationsgenstande, så der er plads til en hjælper. Pladsen anvendes også til at placere en kørestol, inden brugeren flytter sig over på wc’et. Vægge bag wc’er bør dimensioneres, så der kan opsættes armstøtter, der kan bære en persons fulde vægt.

Foran wc'et, håndvasken og brusepladsen bør der mindst være 1,5 m til modstående væg eller faste installationsgenstande. Hvis der etableres en fri afstand på 1,7 m ud for installationsgenstande, giver det gode arbejdsforhold for en hjælper, der skal assistere en person. Rummet bliver også lettere at anvende for andre brugere, idet det bliver møblerbart, fx med 0,6 m dybe elementer, vaskemaskine og tørretumbler.

Brusepladser bør være mindst 0,9 × 0,9 m og kan udføres med forsænkning, der dog ikke bør være dybere end 10 mm. Det anbefales, at væggene i brusenichen er udført, så det efterfølgende er muligt at opsætte gribeegnede støttegreb. For at opnå tilstrækkelig styrke kan det være nødvendigt at udføre forstærkning, fx når der anvendes skeletvægge.

Gulvet bør være nemt at holde rent og være skridhæmmende i både våd og tør tilstand.

Døren til bade- og wc-rummet skal have en fri åbning på mindst 770 mm, men om muligt bør der anvendes en dør med en fri åbning på 870 mm, så en kørestolsbruger har mulighed for at komme uhindret igennem døråbningen. Dørtrin bør undgås.

Vægge bør udføres, så de kan bære en loftlift.

Bruseren bør kunne reguleres af en person, der sidder på et brusesæde. Bruserens blandingsbatteri bør derfor placeres 0,9-1,0 m over gulv. Vandtemperaturen bør være termostatstyret, og vandhanerne bør have tydelige røde/blå symboler.

Yderligere oplysninger om, hvordan man tager hensyn til personer med fysisk funktionsnedsættelse findes bl.a. i SBI-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).

1.8 Planlægning og kontrol

Vådrum er pr. kvadratmeter boligens dyreste rum, og fejl i vådrum kan desuden medføre alvorlige følgeskader. Omhyggelig planlægning og kontrol af både projektering og udførelse er derfor væsentlig for at minimere risikoen for fejl, svigt og skader.

Der bør udarbejdes tjeklister eller lignende til brug ved projektering, projektgranskning og udførelse. Tjeklisterne bør tilpasses det aktuelle projekt. Appendiks A. Tjeklister for projektering og udførelse beskriver, hvad sådanne tjeklister som minimum bør indeholde.

På nuværende tidspunkt findes to bekendtgørelser om kvalitetssikring af byggearbejder: Bekendtgørelse om kvalitetssikring af byggearbejder i alment byggeri m.v. og ombygninger efter lov om byfornyelse og udvikling af byer (Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, 2011) og Bekendtgørelse om kvalitet, OPP og totaløkonomi i offentligt byggeri (Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, 2013).

Hvis der udstedes en erklæring om, at konstruktionerne er risikobehæftede i henhold til en af de gældende bekendtgørelser om kvalitetssikring, skal tjeklisterne også belyse de tiltag, en sådan erklæring måtte medføre, fx skærpet tilsyn eller øget vedligehold i forbindelse med anvendelse af vådrummet.

1.9 Planlægning, projektering og udførelse

1.9.1 Proces

Arbejdet med etablering af et vådrum kan opdeles i forskellige faser, fra valg af belastningsklasse til brug og vedligehold af det nye vådrum. Alle faser skal udføres korrekt for at sikre et godt og velfungerende vådrum.

Tabel 2 viser et simpelt procesdiagram for udførelse af vådrum. Processen er beskrevet generelt, men kan efter behov tilpasses til mere specifikke konstruktioner og installationer. De enkelte punkter i diagrammet er omtalt mere uddybende i afsnit 1.9.2 til 1.9.7.

I diagrammet er den aktuelle aktivitet vist i venstre kolonne. Opmærksomhedspunkter, der vedrører kvalitet af vådrummet, er anført i midterste kolonne, og bemærkninger til de enkelte aktiviteter er anført i højre kolonne.

Tabel 2. Simpelt procesdiagram, der viser faserne ved udførelse af et vådrum. De enkelte faser i processen er nærmere beskrevet i afsnit 1.9.2 til 1.9.7.

Proces	Opmærksomhedspunkter	Bemærkninger
Find belastnings- klassen. Hvor hård belastning ventes, og gælder det både gulv og vægge?	Hvilken type bygning er der tale om? Kan én af de kategorier, der er omtalt i afsnit 1.6, Belastningsklasser, anvendes umiddelbart? Er der særlige forhold ved brugen, der taler for at ændre belastningsklassen? Er det sandsynligt, at bygningen senere kan ændre anvendelse, så der skal tages højde for det ved valg af belastningsklasse?	Drejer det sig om en bolig, kan man som regel tage udgangspunkt i de klasser, der er defineret i afsnit 1.6, Belastningsklasser. I andre bygninger kan der være store forskelle på brugen af de enkelte rum og dermed hvilken klasse, der skal vælges.
Disponér vådrummet. Fastlæg placering, størrelse og geometrisk udformning.	Er størrelsen tilstrækkelig til ønskede aktiviteter? Er der mulighed for at placere wc, håndvask bruseniche etc. hensigtsmæssigt i forhold til hinanden? Er vådrummet tilgængeligt for personer med fysisk funktionsnedsættelse? Kan fugtfølsomme konstruktioner beskyttes? Er det muligt at undgå rørgennemføringer i gulv, fx ved brug af installationsskakt?	Vådrummet bør udformes, så der er størst mulig frihed ved placering af wc, håndvask, bruser, vaskemaskine etc. Fugtfølsomme materialer og konstruktioner bør beskyttes mod eksponering til vand. Vådrummet bør opfylde kravene til tilgængelighed – også hvis der er tale om renovering.
Vælg materialer og konstruktioner, så de passer til belastningsklassen/brugen.	Passer de valgte materialer og konstruktioner til belastningsklassen? Kan den ønskede kombination af underlag og overfladebeklædning anvendes i belastningsklassen?	Materialer og konstruktioner skal passe til belastningsklassen. Mulige kombinationer af underlag og overfladebeklædninger kan findes i tabel 3 i afsnit 3.1.4 samt tabel 6 og tabel 7 i afsnit 4.1.2. I tvivlstilfælde bør der vælges en bedre/mere robust løsning.
Sørg under projekteringen for, at vanskelige detaljer er bygbare.	Er der udførlig beskrivelse af alle materialer og konstruktioner? Er der udførligt tegningsmateriale – især af vanskelige detaljer? Er der specifik henvisning til de relevante beskrivelser og figurer, hvis der benyttes henvisninger til anvisninger, brugsvejledninger etc.? Er der anvendt en tjekliste i forbindelse med projekteringen, så det sikres, at der er taget hensyn til alle forhold?	Beskrivelser og tegninger bør være så fyldestgørende, at projektering af detaljer ikke skal ske på byggepladsen, og så konstruktionerne kan udføres i praksis. Der skal udarbejdes en tjekliste med forhold, der skal tages højde for under projekteringen. Appendiks A. Tjeklister for projektering og udførelse viser et eksempel på, hvad en tjekliste kan indeholde.
Udfør vådrummet i overensstemmelse med beskrivelser, tegninger og øvrige aftaler.	Er der udarbejdet kvalitetssikringsmateriale, som beskriver, hvad der skal kontrolleres, og hvordan det skal gøres, se Appendiks A. Tjeklister for projektering og udførelse Er tingene udført som beskrevet/tegnet? Er eventuelle afvigelser aftalt skriftligt, og er resultatet accepteret af parterne?	Vådrummet skal udføres, som det er beskrevet og tegnet. Der skal udarbejdes en tjekliste med forhold, der skal kontrolleres under udførelsen. Appendiks A. Tjeklister for projektering og udførelse viser et eksempel på, hvad en tjekliste kan indeholde.

1.9.2 Valg af belastningsklasse

Ved projektering af vådrum fastlægges belastningsklassen først.

Er der tale om badeværelser el. lign. i boliger, kan der som regel tages udgangspunkt i den opdeling i klasser, som er beskrevet i afsnit 1.6, Belastningsklasser. I boliger er det hele vådrummet, der klassificeres.

Er den forventede belastning særligt høj, fx i sommerhuse til udlejning eller i udlejningsbyggeri med stor beboertæthed, kan sikkerheden øges ved at vælge en højere belastningsklasse. I andre bygninger kan der være stor forskel på brugen af de enkelte rum. Nogle rum i en levnedsmiddelvirksomhed kan fx være meget hårdt belastet med konstant vandpåvirkning og rengøring ved trykspuling, mens andre kun er ringe belastet. Valg af belastningsklasse må baseres på en vurdering af den forventede fugtbelastning i hvert enkelt rum. Klassen kan således variere fra rum til rum.

I nogle tilfælde, fx store bade-/omklædningsrum i en sportshal, vil kun en mindre del af rummet være egentligt vandpåvirket, hvilket der kan tages hensyn til ved at skelne mellem de fugtbelastede og de tørre dele af rummet.

Det bør også overvejes, om det er sandsynligt, at en bygning ændrer funktion, så vådrummet senere kan komme i en højere belastningsklasse. I givet fald bør denne klasse anvendes.

1.9.3 Disponering

Når belastningsklassen er fastlagt, skal vådrummet disponeres. Store rum vil normalt være at foretrække, fordi der i store rum er gode muligheder for funktionsdeling og gode planløsninger, også for personer med fysisk funktionsnedsættelse.

Ved renovering af vådrum vil der ofte være bindinger, som betyder, at man ikke kan opfylde alle de ønsker og krav, der er nævnt i det følgende. Krav og ønsker bør da opfyldes i så vid udstrækning som muligt. Det gælder især krav til beskyttelse af fugtfølsomme materialer og krav om tilgængelighed.

Vådrum kan med fordel anbringes i nærheden af hinanden eller op mod køkkener, så trækning af rør til vand- og afløbsinstallationer begrænses mest muligt, og så man opnår en rationel arbejdsgang, når vådrummet udføres.

Mindst ét wc-rum i en bolig – og helst også et baderum – skal være udformet til personer med fysisk funktionsnedsættelse, se afsnit 1.7, Tilgængelighed.

Døre og vinduer er ikke beregnet til at modstå påsprøjtning af vand. Vådrummet bør derfor disponeres, så brusenichen placeres i god afstand fra vindue og dør, eller så en skærmvæg afgrænser brusepladsen mod vindue og dør. En skærmvæg bør være mindst 250 mm bred, se figur 11. Døre til vådrum bør være egnede til brug i fugtige omgivelser.

Figur 11. Eksempel på placering af bruseniche i forhold til dør eller vindue ved renovering af et mindre vådrum. For at beskytte fugtfølsomme materialer og konstruktioner bedst muligt bør bruseniche eller badekar placeres i god afstand fra disse, fx i god afstand fra vinduer og døre, se figur 10. Er det ikke muligt, fx ved renoveringsopgaver, kan fugtfølsomme konstruktioner beskyttes med skærmvægge eller fastmonterede døre som vist på figuren. Ved renoveringsopgaver er det ikke altid muligt at tilgodese tilgængelighedskravene. I dette eksempel kan tilgængeligheden ved bruser og toilet dog i givet fald forbedres ved at anvende brusedøre, der kan klappes ind i brusenichen eller ved at fjerne brusedøren mellem wc og bruser. Døren bør så erstattes af et badeforhæng.

Der bør være mindst ét vindue i vådrummet, både for at gøre det muligt at lufte kraftigt ud og for at få dagslys i rummet.

1.9.4 Valg af materialer og konstruktioner

Når belastningsklassen er bestemt, skal materialer og konstruktioner vælges, så de svarer til belastningsklassen og dermed det ønskede sikkerhedsniveau. De mest sikre og robuste konstruktioner vil være et naturligt valg, hvor der er stor belastning, og hvor der stilles høje krav til ydeevne. Modsat kan der slækkes på kravene til materialer og konstruktioner, hvis der kun er lille belastning og lavere krav til kvalitet. I tvivlstilfælde bør der benyttes højere belastningsklasse og/eller bedre konstruktioner.

Ved valg af materialer og konstruktioner skal man også tage hensyn til den forventede daglige brug og vedligehold af vådrummet, se afsnit 1.9.7, Brug og vedligehold.

1.9.5 Opmærksomhedspunkter ved projektering

Forudsætningen for at opnå et velfungerende vådrum er:

at projektering sker under hensyntagen til omgivende konstruktioner, fx pilhøjde af etagedæk og anvendte konstruktionsmaterialer
at beskrivelser og tegninger er udførlige og viser alle nødvendige detaljer, fx samling mellem gulv og væg, udførelse af installationsskakt, og tilslutning ved dør
at henvisninger til løsninger beskrevet af leverandører eller i alment teknisk fælleseje fremgår tydeligt af projektet, og at der henvises til specifikke og relevante beskrivelser og figurer.

Ved projektering af vådrum bør der tænkes totaløkonomisk, dvs. at der ikke alene fokuseres på en lav anskaffelsespris, men også tages hensyn til fremtidige udgifter til reparation og vedligehold. Vådrum med høj anskaffelsespris, men lang levetid og lave vedligeholdsudgifter, kan herved vise sig mere favorable end vådrum med lav anskaffelsespris og kort levetid.

Der bør ved valg af materialer tages hensyn til, hvilken vedligeholdsstandard der ønskes, og om der er steder, hvor der kan være særligt kraftig vandpåvirkning.

Ud over de krav, som knytter sig direkte til vandbelastningen, kan der være andre krav eller ønsker til vådrummet. Det kan fx være et ønske om en let konstruktion, et ønske om at undgå byggefugt eller et krav om ekstra sikkerhed, fordi konsekvenserne af en skade vil være store.

De projekterende bør i forbindelse med deres arbejde foretage kvalitetssikring af projektet. Eksempler på forhold, der kan indgå i kvalitetssikringen er vist i Appendiks A. Tjeklister for projektering og udførelse.

1.9.6 Udførelse

Udførelse af vådrummet skal ske i overensstemmelse med de projekterede løsninger. Eventuelle uklarheder i projektet bør afklares, inden arbejdet igangsættes. Hvis der aftales korrektioner, bør det følges op med reviderede tegninger og beskrivelser.

Er der særligt vanskelige arbejdsopgaver, bør de gennemgås og/eller overvåges af den tilsynsførende – i det mindste første gang, de udføres.

De udførende bør under arbejdet kvalitetssikre egne arbejder. Nogle arbejder er lette at kontrollere, men vanskelige at rette efterfølgende, fx varmekablernes funktion eller den vandtætte membrans tykkelse. Kontrollen skal derfor ske løbende, mens det stadig er forholdsvis simpelt at udbedre eventuelle afvigelser. Eksempler på forhold, der kan indgå i kontrollen, er vist i Appendiks A. Tjeklister for projektering og udførelse. Kvalitetssikringen bør dokumenteres skriftligt.

Når arbejdet afsluttes, bør der udarbejdes tegninger og/eller beskrivelser, der viser, hvordan vådrummet reelt er bygget ('as-built' tegninger). Tegningerne og beskrivelserne kan anvendes, når vådrummet skal vedligeholdes.

1.9.7 Brug og vedligehold

Den daglige brug af vådrummet har stor betydning for levetiden. Korrekt brug og vedligehold kan reducere påvirkningen af materialer og konstruktioner og derved medføre længere levetid. Gulve, vægge og installationer i vådrum bør desuden jævnligt efterses, idet en utæthed kan resultere i omfattende skader på omgivende bygningsdele. Eventuelle utætheder bør derfor straks udbedres. Appendiks B. Daglig brug, vedligehold, eftersyn og reparation beskriver, hvilke oplysninger der mindst bør indgå i en brugervejledning.