Gå til indhold

7 Fuger og lofter

7.1 Fuger

7.1.1 Fugetyper

Fuger i vådrum omhandler fuger mellem fliser, fuger mellem bygningsdele og fuger omkring gennemføringer. Fugemateriale og fugetværsnit skal passe til formålet og de materialer, der fuges imellem, for at fugen kan opnå den ønskede funktion og lang levetid. Desuden skal fugearbejdet udføres omhyggeligt.
Uanset hvor god en fuge er, kan det ikke forventes, at den forbliver vandtæt. Tætheden af en vådrumskonstruktion må derfor aldrig afhænge alene af tætheden af en fugemasse, men skal sikres på anden vis, fx ved hjælp af en vandtæt membran.
Der anvendes to hovedtyper af fuger i vådrum, nemlig fleksible mørtelfuger og elastiske fuger. 

7.1.2 Fleksible mørtelfuger

Fleksible mørtelfuger kan anvendes, hvor der kun forventes små bevægelser mellem de bygningsdele, der fuges imellem, og hvor det kan accepteres, at der optræder fine revner under brug. Fleksible mørtelfuger kan derfor anvendes i de fleste veludførte vådrum, hvor der er etableret god sammenhæng mellem gulv og vægge. Eksempelvis vil der normalt kun forekomme små bevægelser i murede eller støbte konstruktioner, hvor hovedparten af svindet og krybningen er overstået, samt i skeletkonstruktioner med gips- eller kalciumsilikatplader, hvor skelettet er forsvarligt fastgjort til bjælker eller betondæk.
Fleksible mørtelfuger anvendes i forbindelse med flisebeklædning på gulv og væg. De er baseret på cement, og fugemassen er tilsat kunststof, som bevirker, at den hærdede fuge er i stand til at optage små deformationer. Fugedybden vil typisk svare til fugebredden eller tykkelsen af flisen, se figur 90. Fleksible mørtelfuger kan også anvendes, når fugegeometrien er uregelmæssig.
Når der anvendes fleksible fuger, er der kun lille risiko for at skade membranen ved udskiftning af fugen.

7.1.3 Elastiske fuger

Elastiske fuger anvendes, hvor de er nødvendige af hensyn til trinlydsdæmpning, hvor der er behov for bevægelsesfuger, fx i forbindelse med bevægelsesfuger i den bagved liggende konstruktion, eller hvor der forventes bevægelser mellem tilgrænsende bygningsdele og omkring gennemføringer, som fleksible mørtelfuger ikke er i stand til at optage. Desuden anvendes de, hvor revner er uønskede af hygiejniske årsager.
Elastiske fuger skal være mindst 6 mm brede, og dybden skal være ca. 2/3 af bredden, se i øvrigt www.fugebranchen.dk/fugeguiden
Elastiske fuger skal være udformet, så fugemassen kan udskiftes, fx hvis der optræder skimmelvækst. Udskiftning må ikke beskadige vandtætningen, fx en bagvedliggende membran. Risikoen for skader på membranen er stor, hvis man ikke er forsigtig, når fugen skæres ud. Før fugning udføres, skal kontaktfladerne for fugemassen afrenses og evt. affedtes, og de skal være tørre og frie for støv.

Krav til fugemasse

Elastisk fugemasse bør vælges og bruges i overensstemmelse med leverandørens anvisninger. Elastisk fugemasse kan fx være silikonebaseret og skal være egnet til brug i vådrum, dvs. i overensstemmelse med DS/ISO 11600:1993 (Dansk Standard, 1993a). Fugemasser vil normalt være tilsat skimmelhæmmende midler, der typisk kun har en levetid på 1-2 år, afhængigt af brug, ventilationsforhold og rengøring.
Figur 90.Eksempler på fugeudformning mellem fliser.
Figur 90. Eksempler på fugeudformning mellem fliser.
  1. Optræder der kun meget små bevægelser, kan fugen udføres med fleksibel mørtel. Den viste udformning af fugen medfører, at elastisk fugemasse ikke kan anvendes, fordi der ikke kan ilægges fugeunderlag efter flisemonteringen, og fordi fugen ikke kan udskiftes.
  2. Denne elastiske fuge kan ikke optage større bevægelser, hverken vandret eller lodret. Fugen har sliptape som hæftebrydende fugeunderlag. Bredden af fugen bør være mindst 10 mm, ved udskiftning af bestående fuger dog ned til 8 mm. Fugen kan også anvendes som lodret hjørnefuge.
  3. Denne elastiske fuge kan optage relativt store bevægelser både vandret og lodret. Som fugeunderlag kan fx anvendes EPDM-profil. Anvendes tykkere gulvfliser, kan der bruges rundt underlagsprofil. Afrundede kanter på gulvklinker giver risiko for vandansamling på fugens overflade.

Udførelse af elastisk fuge

Fugen skal udføres, så fugemassen kun hæfter på fugens sider, og der må ikke være større variation i fugebredde og fugedybde. Elastiske fuger skal derfor udføres med et fugeunderlag, som er anbragt i fugens bund, og som fugemassen ikke må hæfte til, fx sliptape eller et halvrundt skumprofil, se figur 90b og c. Fugeunderlaget skal tillige tjene som modhold for fugemassen. Fugeunderlag af sliptape monteres normalt bedst inden fliseopsætning.

7.2 Lofter og underlofter

Lofter i vådrum skal normalt udføres lufttætte for at hindre opstrømning af varm, fugtig rumluft. Dette kan fx opnås ved at benytte en pladebeklædning, som er samlet lufttæt mod væggene.
Der må ikke anbringes dampstandsende lag i lofter mellem to vådrum, fordi et damstandsende lag kan opsamle vand og derved forsinke konstatering af utætheder i overliggende vådrumsgulve.
Underlofter skal være demonterbare eller udføres med lemme, så skjulte installationer kan inspiceres og repareres. 
Skråvægge i vådrum altid skal regnes som vægge.