Godkendelserne anvendes til dokumentation af, at det godkendte produkt opfylder de funktionskrav, som er fastsat i bygningsreglementet med tilhørende vejledninger. For vådrum gælder det fx vægsystemer eller vandtætningssystemer til vådrum. Her kan MK-godkendelsen altså anvendes i stedet for eller sammen med en ETA.
MK-godkendelserne retter sig også mod innovative byggeprodukter, hvor producenten med godkendelsen kan dokumentere, at produktet er egnet til anvendelsen, og at det må anvendes i overensstemmelse med det danske bygningsreglement.
MK-godkendelser kan også udstedes for CE-mærkede produkter. MK-godkendelsen vil da tjene som dokumentation for, at produktet lovligt må anvendes i henhold til lovgivningen i Danmark.
MK-godkendelser udstedes på baggrund af prøvning og vurdering, som dokumenterer, at gældende godkendelsesbetingelser er opfyldt. Godkendelse gælder ligesom for en ETA for et specifikt produkt/system og til et specifikt anvendelsesområde.
Der er i bygningsreglementet ikke længere krav om MK-godkendelse af materialer og konstruktioner. Kun i kapitel 8.5.3.1, stk. 2, og 8.5.3.4, stk. 1, om aftrækssystemer, er MK-godkendelse nævnt som en måde, hvorpå det kan dokumenteres, at bygningsreglementets krav er opfyldt.
MK-godkendelser fungerer derfor fremtidig som en frivillig ordning til dokumentation af, at bygningsreglementets krav er opfyldt.