2 Valg af materialer og konstruktioner – generelle forhold

Før det er muligt at vælge materialer og konstruktioner, skal vådrummets brug og forventede belastning afklares, se afsnit 1, Grundlæggende krav og anbefalinger.

Dette afsnit beskriver, hvordan materialer og konstruktioner vælges afhængigt af vådrummets brug, især den forventede belastning.

De specifikke løsninger er beskrevet i den resterende del af anvisningen. Tabel 3 i afsnit 3.1.4 samt tabel 6 og tabel 7 i afsnit 4.1.2 angiver de belastningsklasser, hvori de forskellige kombinationer af konstruktioner og vandtætningssystemer kan anvendes.

2.1 Levetid

De anvendte materialer og konstruktioner har stor betydning for vådrummets ydeevne og levetid. Derfor bør der stilles krav til egenskaberne af de produkter, der anvendes.

Levetiden for vådrum er vanskelig at forudsige. Materialer og konstruktioner med følgende kendetegn kan dog forlænge levetiden:

Robuste materialer og konstruktioner, som kan repareres enkelt og billigt, og hvor konsekvenserne af mindre skader er små.
Enkle rum og konstruktioner, der er simple at udføre. Løsninger, der er enkle at udføre, vil mindske risikoen for fejl og derved medføre længere levetid.
Løsninger, der stemmer overens med den valgte byggemåde, og materialer, som passer sammen. Ved renovering skal løsningen passe til de oprindeligt anvendte materialer og konstruktioner.

Ved renovering skal der tages hensyn til særlige forhold, fx svag fundering, årstidsbevægelser i konstruktionerne, og svind og sætninger efter ibrugtagning. Man skal sikre sig, at væggene i vådrummet ikke utilsigtet kommer til at optage last som følge af deformationer i bygningen.

2.2 Ydeevne af gulve og vægge

2.2.1 Gulve og vægges funktion

Ydeevnen af gulve og vægge i vådrum skal mindst sikre, at følgende krav er opfyldt:

Gulve og vægge, herunder samlinger, tilslutninger og rørgennemføringer, skal være vandtætte.
Gulve og vægge skal kunne modstå normale belastninger fra brug, fx færdsel, møblering og personer, der falder mod gulv eller væg.
Gulve skal være sikre at gå på.
De vandbelastede konstruktioner skal kunne tåle påvirkning af varmt og koldt vand.
Gulve og vægge skal kunne modstå deformationer som følge af ændringer i den relative luftfugtighed, fx årstidsvariationer.
Konstruktionerne skal kunne modstå deformationer som følge af udtørring af eventuel byggefugt.
Gulv- og vægoverflader skal være lette at rengøre, og de skal være egnede til almindelig rengøring, gængse rengøringsmidler mv. Hvor der anvendes materialer, som ikke kan tåle sure rengøringsmidler, fx marmor, bør der udarbejdes eller skaffes en specifik rengøringsvejledning, som redegør for, hvordan kalkpletter fjernes.
Hvis der i vådrum – især i industrien – kan forventes påvirkning af kemikalier, skal de berørte gulv- og vægoverflader kunne tåle den forudsete påvirkning.
Konstruktioner og overflader skal være udformet, så de er bygbare, herunder med hensyntagen til udformning af vanskelige detaljer, fx ved placering af rør tæt på væg.

2.2.2 Vandtæthed

Vandtæthed kan etableres på følgende måder:

Konstruktionen kan udføres vandtæt i sig selv, fx som en betonvæg eller et betondæk i god betonkvalitet, fx Beton C20/25 iht. DS/EN 206-1, og med tætte samlinger, se afsnit 3, Gulvkonstruktioner og afsnit 4, Vægge.
Konstruktionen kan udføres med en af følgende vandtætte overflader:
1. En vandtæt belægning, fx en PVC-belægning
2. En beklædning, fx en vandtætningsmembran påført i flydende form eller som banevare og beskyttet med flisebeklædning (betegnes vandtæt flisesystem)
3. En malebehandling, dvs. et vådrumsmalesystem.
  
  Den vandtætte overflade skal beskytte alle bagvedliggende dele mod fugt, se afsnit 6, Vandtætte belægninger, beklædninger og malebehandlinger.

Konstruktionen kan udføres med et vandtæt lag inde i konstruktionen, fx en gummimembran eller plastfolie, som beskytter fugtfølsomme dele længere inde i konstruktionen. De dele, der ligger foran det vandtætte lag, skal kunne modstå påvirkning af vand og fugt, dvs. være fugtbestandige, se afsnit 3, Konstruktioner og afsnit 4, Vægge.

Afhængigt af den valgte konstruktionsopbygning kan gulv- og vægoverflader udføres med fliser, PVC, malebehandling, træbeklædning eller lignende. Kombinationsmulighederne fremgår af tabel 3 i afsnit 3.1.4 samt tabel 6 og tabel 7 i afsnit 4.1.2.

Også samlinger skal være vandtætte, fx mellem gulve og vægge, i væghjørner og omkring gulvafløb og rørgennemføringer. Vandtætheden af samlinger og gennemføringer afhænger i høj grad af materialevalg og hvor omhyggeligt, arbejdet er udført.

Bemærk, at en konstruktions vandtæthed ikke alene må baseres på brug af en elastisk fugemasse, se afsnit 7.1, Fuger.

Vandtætte beklædninger og vandtætte lag inklusive samlinger må ikke kunne brydes på grund af bevægelser i konstruktioner eller materialer, fx dimensionsændringer som følge af variationer i fugtindhold eller temperatur, fx fugtbevægelser i pladematerialer eller nedbøjning af gulve.

Belægninger, beklædninger og behandlinger skal være gennemgående og må ikke afbrydes eller udelades ved badekar og fast inventar, se figur 12. Gulvbelægninger og vandtætte membraner i gulve skal slutte vandtæt til gulvafløb.

Figur 12. Det vandtætte lag i et baderum skal være gennemgående og dække alle væg- og gulvflader, herunder skjulte overflader under badekar og i cisterneskakte, så det sikres, at vand ikke kan trænge ind i de bagvedliggende konstruktioner. Vand fra hele gulvet skal afledes til afløb, det gælder også vand på gulvet under et badekar og i en installationsskakt, der er monteret på gulvet, dvs. der skal være fald på gulvet. Melding af eventuelt udsivende vand fra en skakt eller under et badekar, kan fx ske ved at lave et meldehul, så vandet i givet fald løber ud på et synligt sted. Gulvet under badekar og bunden i skakte skal derfor udføres med fald mod meldehul eller melderør. Der skal være adgang, fx med en adgangslem, til rørsamlinger, der er skjult i installationsskakten eller under badekarret.

2.2.3 Samling mellem gulve og vægge

Samlinger mellem gulve og vægge skal være vandtætte for at hindre, at vand trænger ned i etageadskillelser eller ud i vægge. Samlingens udformning afhænger af konstruktionstypen:

Konstruktioner, der anses for vandtætte i sig selv:
Samlingen sikres med en inddækning, dvs. en vandtæt belægning over samlingen, se figur 13.
Konstruktioner med en vandtæt membran i gulvet eller en vandtæt belægning på gulvet:
Membran eller belægning føres ubrudt mindst 100 mm op ad vægge, målt fra oversiden af det færdige gulv. Desuden skal membran eller belægning overlappe eller samles med væggens vandtætte beklædning eller behandling, se figur 14 og figur 15.

Er den vandtætte belægning af PVC, er det tilstrækkeligt at føre gulvbelægningen 60 mm op ad væggen, forudsat at der også benyttes PVC-beklædning på væggen, og at de to beklædninger svejses sammen.

Opbygningen af konstruktionen afgør, hvordan de viste principløsninger kan kombineres. Er gulvet eksempelvis vandtæt i sig selv, men ikke væggene, kan bassinvirkningen sikres ved at føre det vandtætte lag eller den vandtætte beklædning i væggene ned til gulvet og ubrudt mindst 100 mm ud på gulvet. I givet fald skal der være vandtætte samlinger overalt mellem væggen og gulvet.

Figur 13. Vægge og gulv er vandtætte i sig selv, fx udført af beton. Samlingens tæthed er sikret ved at udføre en vandtæt inddækning af samlingen mellem gulv og vægge. Inddækningen føres mindst 100 mm op ad væggen og mindst 100 mm ud på gulvet.

Figur 14. Vandtæthed af vægge og gulv er sikret ved hjælp af en vandtæt beklædning. Bassinvirkningen er sikret ved at føre den vandtætte belægning på gulvet ubrudt mindst 100 mm op ad væggene og fastgøre den til væggene i sin fulde udstrækning. Vandtætheden sikres ved at lave en overlapssamling, hvor den vandtætte vægbeklædning føres ud over den opbøjede gulvbelægning med et overlap på mindst 30 mm, så der opnås en sokkelhøjde på 70 mm.

Figur 15. Vandtæthed af vægge og gulv er sikret ved hjælp af et vandtæt lag i henholdsvis vægkonstruktion og gulvkonstruktion. De lag i gulvet og væggene, der ligger ind mod badeværelset, skal kunne tåle stadig påvirkning af vand eller fugt. Bassinvirkningen er i dette eksempel sikret ved at føre det vandtætte lag i gulvkonstruktionen ubrudt op ad væggene, fastgøre det til væggene i sin fulde udstrækning og samle det vandtæt med det vandtætte lag i væggene.

Overlapssamlinger skal have overlap på mindst 30 mm. Er de udført med PE-folie, skal de dog have overlap på mindst 50 mm. For at beskytte synlige fugtfølsomme overlapssamlinger mod opsprøjt fra gulvet, fx bræddebeklædning og malebehandling, se figur 16 og figur 17, bør sokkelhøjden være mindst 100 mm.

Figur 16. Eksempel på malebehandlet væg og PVC-belagt gulv. PVC-belægningen er ført 130 mm op ad væggen og overlappes med mindst 30 mm af vådrumsmalebehandlingen, så der opnås en sokkelhøjde på 100 mm.

Figur 17. Eksempel på bræddebeklædning på væg med vandtæt membran. PVC-belægningen er ført mindst 130 mm op ad væggen. Membranen på væggen overlapper PVC-belægningen med mindst 30 mm. For at beskytte fugtfølsomme materialer mod opsprøjt bør sokkelhøjden være mindst 100 mm.

2.2.4 Bassinvirkning

Dørtrin og eventuel opkant bevirker sammen med den vandtætte forbindelse mellem gulv og vægge og faldet på gulvet, at gulvet virker som et bassin, der kan opsamle en vis vandmængde, se figur 18. Det højeste sted i rummet skal være gulvets overflade ved døren. Det vandtætte lag i gulvet eller den vandtætte gulvbelægning skal i alle tilfælde forbindes vandtæt med bundkarmen eller gulvet i det tilstødende rum.

Er afløbet i et vådrum tilstoppet, gør bassinvirkningen det muligt at gribe ind, inden vand fra en utæt vandinstallation, en defekt vaskemaskine eller lignende løber ud i tilstødende rum. Figur 18-20 viser eksempler på gulve ved døre i vådrum.

Figur 18. Eksempel på detalje ved dør uden bundkarm. Gulvet er udført med 1 % fald mod gulvafløbet, og i plan med gulvet i det tilstødende rum af hensyn til kørestolsbrugere/gangbesværede. Den lodrette afstand mellem gulvoverfladen ved døren og oversiden af gulvafløbet skal være mindst 30 mm for at sikre, at gulvet virker som et bassin. Vådrummet er i eksemplet vist med fliser på afretningslag på beton, og gulvet i det tilstødende rum som trægulv på strøer.

Gulv

Figur 19. Materialerne er de samme som i figur 18, men gulvet ved døren er næsten vandret, dvs. med meget lille fald, og i plan med gulvet i det tilstødende rum af hensyn til kørestolsbrugere/gangbesværede. Selvom gulve må udføres med lille fald (næsten vandrette), må der ikke være lunker (vandpytter), og det anbefales derfor, at der altid udføres et veldefineret fald mod gulvafløb. Den lodrette afstand mellem gulvoverfladen ved døren og oversiden af gulvafløbet skal også her være mindst 30 mm for at sikre, at gulvet virker som et bassin. Hvis faldet på gulvet ved døren er under 1 % skal der suppleres med en mindst 10 mm høj vandtæt skinne i døråbningen for at hindre vand i at løbe ud ad døren.

Gulv

Figur 20. Eksempel på døråbning med en mindst 20 mm høj opkant, der sikrer, at gulvet virker som et bassin. Af hensyn til kørestolsbrugere og gangbesværede må opkanten ikke være højere end 25 mm. Gulvet i vådrummet er i eksemplet vist med PVC-belægning. PVC-belægningen på gulvet er ført 60 mm op ad væggen og svejst til PVC-vægbeklædningen. Gulvet i det tilstødende rum er trægulv på strøer.

Gulv

2.2.5 Afgrænsning af bruseplads

Vand hindres bedst i at løbe ud over hele gulvet under badning ved at placere brusenichen i en forsænkning på ca. 10 mm i gulvet. En forsænkning tillader, at vand fra hele gulvfladen kan ledes til samme afløb. Gulvafløbet anbringes i forsænkningen, og gulvet udføres med fald – normalt på en til to procent. I den øvrige del af rummet kan gulvet udføres med et mindre fald mod forsænkningen, fx 0,5 procent. Det frarådes at udføre gulvet vandret, fordi det medfører stor risiko for, at der opstår bagfald eller lunker. Det forsænkede område bør være så stort, at vand fra bruseforhæng kan dryppe af inde i forsænkningen.

Opkanter omkring brusepladser bør så vidt muligt undgås. Hvis der udføres opkant, må den af hensyn til personer med fysisk funktionsnedsættelse højst være 25 mm høj, og der skal i givet fald også være gulvafløb i den del af gulvet, som ligger uden for brusenichen.

2.2.6 Fugtbetingede bevægelser

Træ, krydsfiner og spånplader ændrer dimensioner, når fugtindholdet varierer, se fx SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger (Brandt, 2013). Under arbejdets udførelse bør fugtindholdet i bjælker, plader mv. ikke overstige 13 % i gennemsnit, og ingen enkeltværdi bør være over 15 %. Er fugtindholdet højere, eller er der risiko for opfugtning, bør udførelse af belægning på gulve og beklædning af vægge vente, til træet er tørret.

Samlinger skal udformes, så de fugtbetingede bevægelser, der naturligt vil forekomme, kan ske uden risiko for dannelse af revner eller utætheder i vandtætte lag, belægninger og beklædninger.

2.2.7 Forenelighed af materialer

Primere, klæbestoffer, spartelmasser, affedtningsmidler, fugemasser, svejsetråd og andre materialer, der anvendes som hjælpematerialer ved gulvlægning og montering af vægbeklædning, skal være forenelige, såvel indbyrdes som med de valgte belægnings- og beklædningsmaterialer.

Foreneligheden gælder også den fysiske samvirken mellem materialerne, fx kræver uelastiske overfladebelægninger et stabilt og stift underlag.

Materialerne og især deres overflader skal kunne tåle de påvirkninger, der må forventes, når vådrummet bruges, fx anvendelse af sure rengøringsmidler i badeværelser eller kemikalier i industrien.

Ingen materialer må kunne afgive skadelige luftarter, fx formaldehyd.

2.3 Etablering af bad i ældre bygninger

Vådrum, der etableres i eksisterende huse, er primært badeværelser. For disse gælder som udgangspunkt de samme krav, som gælder ved nybyggeri. Der er dog næsten altid forhold, som kræver særlig opmærksomhed. Når gamle træbjælkelag eller bindingsværksvægge mv. indgår i vådrum, skal der fx tages specielle hensyn til stivheden, så vådrummets konstruktioner ikke skades af eventuelle deformationer i de tilstødende bygningsdele. De særlige forhold ved eksisterende bygninger betyder, at opbygningen af konstruktionerne ofte afviger fra nybyggeri.

Ved etablering af bad i ældre bygninger vil der være særlig risiko for, at der opstår revner mellem de nye og de gamle bygningsdele. Det kan skyldes, at de gamle konstruktioner får store deformationer, når de belastes, og/eller at konstruktionerne svinder efter ibrugtagning.

Gamle træbjælkelag er ofte meget slappe, og ligesom bindingsværksvægge vil de få store deformationer, når de belastes. For at modvirke revner i nye lette vægge og mellem lette vægge og gulve og lofter, skal væggene opstilles på bjælker eller på veksler eller trempler, der er indsat mellem bjælkerne.

Fugtindholdet i træbjælkelag, bindingsværksvægge, bræddeskillevægge og trægulve vil ofte være højt i ældre bygninger, der har været dårligt opvarmede, eller som gennem længere tid har stået uopvarmede. Opvarmes bygningen, fx efter installation af varmeanlæg, vil træet udtørre, og udtørringen vil blive ledsaget af et svind. Før vådrummet udføres, skal fugtindholdet i de eksisterende trækonstruktioner derfor være bragt ned under 13 % i gennemsnit, fx ved at installere varmeanlæg og tage det i brug.

Se mere om vurdering og klargøring af eksisterende træbjælkelag og vægge i afsnit 3, Gulvkonstruktioner og afsnit 4, Vægge.

Af hensyn til deformationer kan vådrummet opbygges som en selvstændig konstruktion, der er uafhængig af deformationer i den oprindelige konstruktion. Alternativt skal konstruktionerne udformes, så de kan optage eventuelle deformationer i den oprindelige konstruktion. Det betyder, at forbindelser mellem gulve og vægge og mellem vægge indbyrdes skal udføres, så eventuelle bevægelser ikke medfører utætheder mellem bygningsdelene. Det kan fx ske ved at anvende egnede armeringsbånd med tilhørende vandtætningsmembran over samlinger og fleksible fuger mellem væg og loft.

2.3.1 Præfabrikerede badekabiner/elementer

Regler og anvisninger for vådrum gælder også for vådrum leveret som færdige enheder/badekabiner eller som præfabrikerede elementer samlet til vådrum på stedet. Badekabiner skal derfor udføres i overensstemmelse med gældende regler og god praksis, fx med gulv- og vægkonstruktioner, som opfylder kravene i denne anvisning.

Udføres kabiner af andre materialekombinationer end de gængse, fx med mindre dimensioner eller med nye pladematerialer, eller opbygges de på nye måder, skal der foreligge dokumentation for, at kabinerne overholder bygningsreglementets krav til vandtæthed, holdbarhed mv. Overholdelse af krav til vandtæthed og andre vigtige ydeevneegenskaber kan fx sikres ved fuldskalaafprøvning, fx med udgangspunkt i ETAG 022, Watertight covering kits for wet room floors and or walls (EOTA, 2011), med tilhørende vurdering. Dokumentation af ydeevnen af kabiner kan fx ske ved, at der på baggrund af afprøvningen udstedes en ETA eller en MK-godkendelse.

Samlingerne mellem elementerne er ofte det svageste sted. Derfor bør prøvning og godkendelse af kabiner, der er samlet af præfabrikerede elementer, være baseret på afprøvning af en færdigsamlet kabine.

Kabiner skal opstilles, så gulvet får korrekt fald mod gulvafløbet, og så tilgængelighedskravene er opfyldt.

2.4 Hårdt belastede vådrum

Vådrum i belastningsklasse H (Høj) omfatter vådrum, som forventes at blive udsat for større eller hyppigere vandpåvirkning, end hvad der normalt forventes i vådrum i boliger. I sådanne vådrum må vægge ikke udføres som skeletvægge, og i dæk, gulve og vægge må der ikke indgå organiske materialer, fx træ. Vådrum i småindustri, kontorbygninger etc., hvor der ikke forventes større eller hyppigere vandpåvirkning end i vådrum i boliger, kan udføres efter retningslinjerne gældende for klasse M (Middel).

Klasse H dækker et meget bredt område, herunder rum med meget kraftig vandpåvirkning, fx hvor overfladerne jævnligt trykspules, og andre rum, hvor kun mindre dele udsættes for hård påvirkning af vand eller fugt.

Ved valg af konstruktioner til vådrum i klasse H bør følgende forhold indgå:

Intensiteten af vand- og fugtpåvirkningen, fx højtryksspuling, rengøring med hedt vand, skumrengøring, mange bade, høj relativ luftfugtighed
Intensiteten eller størrelsen af mekaniske påvirkninger, fx mange stød eller slag mod overfladerne og kørsel med palleløftere
Afgrænsning af områder med høj belastning, fx dele af fælles baderum, der anvendes til omklædning, og som er i god afstand fra bruseområdet.

Jo større vandbelastning og mekanisk belastning der forventes, jo vigtigere er det at vælge robuste materialer og konstruktioner, og være opmærksom på udformning og udførelse af detaljer. Kravene er fx større i et industrikøkken med store mekaniske belastninger og rengøring med trykspuling end i et køkken i en slagterforretning, hvor rengøring sker ved at afsæbe og afskylle med en almindelig vandslange.

Er der områder i hårdt belastede vådrum, der kun påvirkes af fugt i begrænset omfang, fx omklædningsrum udført i forbindelse med fælles bad, kan vægge i disse områder udføres som skeletvægge. Det kræver, at væggene er robuste nok til at modstå de forventede mekaniske påvirkninger, og at de er beskyttet mod indtrængning af fugt fra høj relativ luftfugtighed.

2.5 Lydforhold

2.5.1 Lydkrav for vådrum

Bygningsreglementet stiller krav til luftlydisolation og trinlydniveau mellem boligerne i etageejendomme, rækkehuse og lignende, og der er krav til støj fra installationer. Derimod er der ingen krav i fritliggende enfamiliehuse, sommerhuse og lignende. Bygningsreglementets lydkrav til boliger anses for opfyldt, når vådrummet opfylder klasse C i DS 490, Lydklassifikation af boliger (Dansk Standard, 2007b).

Luftlydisolation

Krav til luftlydisolation mellem boliger gælder også mellem bade- og wc-rum, uanset størrelse af rummene.

Trinlydniveau

Gulve i bade- og wc-rum skal overholde krav til trinlydniveau i de omliggende boliger. Trinlydkravene gælder dog ikke for rum med et gulvareal mindre end 2,5 m².

Støj fra Installationer

Der er krav til støjniveau fra installationer, som ikke kan kontrolleres af boligens egne beboere. Som eksempler på installationer, hvor der gælder grænseværdier for støj, kan nævnes vand- og afløbsinstallationer samt vaskemaskiner i naboboliger eller andre steder i bygningen.

Trinlyd fra bade- og wc-rum måles i reglen i beboelsesrum, der ligger skråt under vådrummet, fordi der kun er krav til trinlydniveau i beboelsesrum, køkkener og fælles opholdsrum, men ikke i bade- og wc-rum, se DS 490, Lydklassifikation af boliger (Dansk Standard, 2007b).

Installationer kan både være støjkilder og fungere som lydtransmissionsveje.

Installationsstøj opstår bl.a. i vand- og afløbsinstallationer og kan udbredes både gennem luften og gennem installationer og konstruktioner. Støjen kan fx udbrede sig via rør og kanaler, gennem utætheder ved gennemføringer og gennem bygningskonstruktionerne. For at undgå udbredelse af støj må der ikke være stive forbindelser mellem installationer og bygningskonstruktionerne, og fugerne skal være tætte og elastiske.

Støj fra vandinstallationer er beskrevet i SBi-anvisning 234, Vand-installationer – funktion og tilrettelæggelse (Brandt, Buhl & Monrad, 2011a).

Lydforhold i vådrum i nyt og eksisterende boligbyggeri er behandlet i henholdsvis SBi-anvisning 237, Lydisolering mellem boliger – nybyggeri (Rasmussen, Petersen & Hoffmeyer, 2011) og i SBi-anvisning 243, Lydisolering mellem boliger – eksisterende byggeri (Rasmussen & Petersen, 2014).

2.5.2 Gulve

Når gulve i bade- og wc-rum i beboelsesbygninger mv. er over 2,5 m², skal kravene til trinlydniveau være overholdt. Gulve med fliser, terrazzo eller anden hård belægning direkte på afretningslag eller etagedæk giver normalt så højt trinlydniveau i omliggende rum, at de ikke umiddelbart kan anvendes i vådrum i beboelsesbygninger. I bygninger med boliger, der er adskilt med korrekt udførte dobbeltvægge, fx rækkehuse, vil lydkravene dog normalt være opfyldt uden særlige foranstaltninger.

I øvrige tilfælde må baderum af uorganiske materialer udføres med svømmende gulv – eller eventuelt som selvstændige enheder, der er lydmæssigt friholdt fra tilstødende dæk og vægge med et trinlyddæmpende underlag, se figur 21.

Figur 21. Eksempel på svømmende gulv på betondæk. Der er indskudt trinlyddæmpende underlag både under og på siderne af gulvet, så der ikke er fast forbindelse til omgivende bygningsdele. Der skal være en robust inddækning mellem gulv og væg, fordi vandtætningen på dette sted alene afhænger af inddækningen. Af hensyn til lyd er der udført elastisk fuge mellem gulv og væg.

Gulv

Udføres badeværelset med svømmende gulv, vil vandtætningen i samlingerne alene afhænge af en membran, der kun er understøttet af det trinlyddæmpende underlag, hvilket stiller store krav til membranens robusthed og levetid.

Som trinlyddæmpende underlag kan der i bade- og wc-rum anvendes trinlyddæmpende underlagsmaterialer med en tykkelse på mindst 8 mm. Det trinlyddæmpende underlag skal sammen med det underliggende etagedæk opfylde kravene til luft- og trinlydisolation.

Ruheder i overfladen på etagedækket skal være væsentlig mindre end tykkelsen på det trinlyddæmpende underlag.

Hvor der er lydkrav, bør der indlægges elastiske samlinger mellem installationskomponenter og afløb, se figur 22.

Figur 22. Eksempel på samling mellem svømmende gulv og afløb fra wc. Afløbsrøret er faststøbt i betondækket forneden, men har ikke fast forbindelse til den svømmende betonplade øverst. For at undgå lydbroer er der fuget mellem betonplade og afløbsrør med elastisk fugemasse. Vandtæthed er sikret ved at anvende en manchet over fugen mellem røret og betonpladen. Der er yderligere tætnet med en vandtætningsmembran, som er ført fra betonpladen over manchetten og op på røret.

Gulv

2.5.3 Lydforhold i nybyggeri

Brug af vandinstallationer i over- eller underliggende boliger kan medføre støj fra vandrør og derved bidrage til støjniveauet i boligen. Støjproblemerne kan reduceres eller undgås ved at anvende installationsskakte, som vist i figur 23 og figur 24. Der er også krav til luftlydisolation i lodret retning, og derfor skal der i skakte indbygges lydisolerende dæk, fx en betonudstøbning, som samtidig kan opfylde de brandmæssige krav.

Vådrum i nyt boligbyggeri er behandlet i SBi-anvisning 237, Lydisolering mellem boliger – nybyggeri, 8.3 Vådrum (Rasmussen, Petersen & Hoffmeyer, 2011) og afsnit 10, Installationer – lydtransmission og støj i samme anvisning.

Figur 23. Eksempel på baderum med installationer i skakt. Ved at anvende en installationsskakt kan støj fra installationerne reduceres eller forhindres, og samtidig kan rørgennemføringer i gulvet undgås. Bunden i skakten skal være vandtæt, og der skal være etableret melding af eventuelle utætheder. Her er melding af utætheder etableret ved hjælp af meldehuller tilsluttet rør, som føres ned, så melding af utætheder kan ske i kælderen. Alternativt kan melding ske ved at etablere en lille åbning fra skakt til vådrum, så eventuelle utætheder meldes synligt på gulvet i vådrummet.

Figur 24. Gulvafløb indstøbt i betonplade. Badeværelset ligger op mod en gennemgående installationsskakt. Der er udsparet i skaktvæggen, så afløbsrøret kan føres igennem. Udsparingen er lukket med isolering omkring røret.

2.5.4 Lydforhold ved renovering

De gældende krav til lydisolering af vådrum i nybyggeri skal overholdes, hvis et eksisterende vådrum ombygges i væsentlig grad, fx hvis etageadskillelsen ændres, eller hvis der etableres et nyt vådrum i en eksisterende bygning.

Er gulvarealet i vådrummet mindre end 2,5 m², er etageadskillelsen i vådrummet ikke omfattet af krav til trinlydniveau, se Bygningsreglement 2010 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) og DS 490, Lydklassifikation af boliger (Dansk Standard, 2007b).

I vådrum med gulvareal større end 2,5 m² er kravet til trinlydniveauet L'_n,w ≤ 58 dB. For at opfylde kravet skal der udføres et stabilt, tungt og stift underlag under gulvbelægningen.

På gamle træbjælkelag kan gulvet udstøbes som normalt, se afsnit 3.4, Gulve på betonudstøbning på træbjælkelag, men der skal lægges et trinlyddæmpende underlag, inden gulvet udstøbes. Betonpladen holdes fri af eksisterende vægge, og nye vægge monteres oven på betonpladen. I praksis vil et ca. 55 mm støbt betonlag være tilstrækkeligt tungt og stift til at dæmpe trinlyd, hvis der er etableret et vibrationsisolerende lag under det. Desuden er det nødvendig at friholde det svømmende betonlag ved installationsgennemføringer. I figur 25 er vist et eksempel på, hvordan et vådrum kan etableres på træbjælkelag.

Figur 25. Vådrum udført på træbjælkelag, der er lydteknisk forbedret med et svømmende betondæk på et underlag af metalplader. Der er i eksemplet udlagt trinlyddæmpende materiale på bjælkerne, inden korrugerede metalplader er udlagt. Samlingerne mellem metalpladerne indbyrdes og samlingerne mellem metalpladerne og det elastiske materiale langs vådrummets kanter skal være tætte, så støbematerialet ikke løber ud af forskallingen og ødelægger det svømmende gulvs virkning. Eksisterende indskud skal bevares eller eventuelt udskiftes med 3 lag gips. Det resterende hulrum kan udfyldes med isoleringsmateriale.

Gulv

Det kan være vanskeligt at overholde kravene til tilgængelighed, når kravene til trinlyd skal overholdes. For vådrumsgulve, der er udført ved at udstøbe et betongulv på et ældre træbjælkelag, må tilgængeligheden ofte sikres ved hjælp af (flytbare) ramper.

Hårde belægninger som flise- og terrazzogulve, der er udlagt direkte på et eksisterende betondæk, kan ikke overholde kravene til trinlydniveau. Renoveres eller etableres et vådrum, der er større end 2,5 m², kræver det et svømmende gulv. Svømmende vådrumsgulve kan i sådanne tilfælde udføres med et trykfordelende lag beton, der udstøbes på et elastisk underlag, fx mineraluld, og friholdes langs kanterne eller alternativt med elementer af lydisolerende materiale, fx XPS.

Hvis væggene i et nyt vådrum er boligadskillende, skal de overholde bygningsreglementets krav til luftlydisolation, se SBi-anvisning 243, Lydisolering mellem boliger – eksisterende byggeri, 2.3 Lydbestemmelser i Bygningsreglement 2010 (Rasmussen & Petersen, 2014).

Den sikreste løsning er at udføre badeværelset som en selvstændig enhed, der er friholdt fra omgivende bygningsdele med trinlyddæmpende materiale.

De lydmæssige forhold i den underliggende bolig vil næsten altid kunne forbedres ved at etablere et nedhængt loft, fx med 2 eller 3 lag gipsplader, eventuelt suppleret med at træbjælkelaget udfyldes med mineraluld.

Vådrum og installationer i eksisterende boligbyggeri er behandlet i SBi-anvisning 243, Lydisolering mellem boliger – eksisterende byggeri, 9 Tekniske installationer (Rasmussen & Petersen, 2014), der indeholder specifikke anvisninger for fire forskellige bygningstyper:

Afsnit 4.5.3, Bygningstype E1: Ældre muret byggeri med træetageadskillelser
Afsnit 5.5.3, Bygningstype E2: Muret byggeri med støbte etageadskillelser
Afsnit 6.5.3, Bygningstype E3: Betonelementbyggeri
Afsnit 7.5.3, Bygningstype E4: Rækkehusbyggeri.